Et portræt af vores samtid

24/5/2012

Black Fairytale har bundfældet sig og tilbage er et sorgmuntert smil på læben og klare billeder af et måske rødt og hvidt glansbillede, der krakelerer og en krigszone, hvor sårbare mennesker higer efter fred og kærlighed. En masse humoristiske scener midt i det mørke og måske uendeligt aktuelle politiske tema omkring Mellemøsten harmonerer heldigvis med den lyse og milde sommeraften udenfor.

Eventyret med dets kontraster og figurer, der evner at transformere sig, er rammen om denne fine og fantasifulde forestilling, der underholder samtidig med, at den er et meget præcist portræt af vores samtid. Den genkendelige søgen efter gensidig ømhed er ikke karikeret men derimod så smuk, at den efterlader et håb. Det vokale fungerer overraskende godt med det visuelle og fysiske, og den stakkels mand (Yossi Berg), der udspørges til hudløshed, svarer i sin naive venlighed ja til alt og ender med både at modsige sig selv og fremstå som racist. Rammende og ret underholdende.

Langt ude i skoven

Glæden ved utopien i naturen og den rene luft, hvor unge mennesker i collegeagtige outfits svæver rundt og sværmer for hinanden og klæder sig af, så de nøgne ben stikker ud af teltåbningen er smittende. Men både tøjet og teltet kan forvandle scenen til en dystopi, hvor teltet som i en sandstorm vælter sig rundt i groteske og dystre kast. Og tøjet, der omhyggeligt er bundet sammen, danner hovedbeklædning og oppakning på en krigsgal menneskemaskine, der sender kugler i alle retninger.

Én af de rigtig fine og rørende scener er den, hvor danser Siri Wolthoorn fortæller et eventyr om en blond pige i Jerusalem, der for alt i verden ikke må nærme sig the Western Wall. Hun danser en meget anderledes ”Pas de Deux” med Oded Graf, der holder mikrofonen for hende. Han løfter hende og drejer hende rundt, så hun bliver mere og mere forpustet, alt imens dramaet i hendes eventyr intensiveres. Så stilhed og klump i halsen.

Kongen med den røde krone

Når det gælder Ravels Boléro, har jeg utallige referencer til både Bo Derek i Bolero fra 1984, Steen Koerner og Robotdrengene og Flash Mob på Københavns Hovedbanegård i år. Black Fairytale byder på en ny variant, hvor samtlige dansere går rytmisk hen over gulvet ad nogle gaffa-tape-optrukne linjer. De forsvinder én ad gangen ind i teltet og kommer ud med hver et eventyr-artefakt. Én bevæger sig gyngende af sted med en økse, én med en riskost, så er der ham med geværet, kongen med den røde krone, ham der spiser af de æbler, han før jonglerede med osv. Ret opfindsomt og den helt rigtige afslutning selvfølgelig.

Markus Pesonen fortjener bestemt ros for sit lyddesign med de overdimensionerede cellostrenge, der akkompagnerer den vilde teltdans.

Fornem danseaften

Black Fairytale? – en aften af de rigtig gode danseaftener!