Tak for den opfordring til at lytte efter de ting som kroppen hvisker til mig

08/11/2013

Hvor er det befriende for en gang skyld ikke bare at være omgivet af ord. Det giver mulighed for at synke ned i en helt anden sanselighed. Og så passer det alligevel ikke, for der er ord med i koreografparret Oded Graf og Yossi Bergs nye forestilling i Dansehallerne: BODYLAND. Men ordene bliver brugt anderledes. I første scene, hvor en enlig mandlig danser (og forestillingen har kun mænd på scenen) står yderst på scenen indrammet af en følgespot kun iført shorts og gummisko, gør han de forskellige ord for sine forskellige kropsdele til melodiøse ordremser, der snart væves sammen med flere ord for andre kropsdele og små sammenkædende historier, samtidig med at berøringer af de nævnte kropsdele lidt efter lidt knyttes sammen til bevægelsesmønstre, der meget vel kunne være sådan som koreografparrets koreografimønstre opstår. For der er humor i forestillingen. Fra starten af ved jeg ikke om det er tilsigtet at jeg kommer til at trække på smilebåndet, og det fortsætter ind i næste scene, hvor samme danser har grebet et sjippetov, og sjipper i takt til høj popmusik. Det er meget enkelt. Så enkelt at det slet ikke er noget, og alligevel bygger det langsomt op alt som forestillingens fem dansere en efter ind indfinder sig på scenen og sjipper med i takt. Det er faktisk dejligt at to af danserne forskudt af hinanden på et tidspunkt taber takten og ryger ud af rytmen. Jeg håber at det er tilsigtet, for det giver netop det daglige liv til scenens monotoni, der gør at det får liv og lever. De snurrende sjippetove, der afgiver en inciterende svirrende lyd, tegner samtidig små lyn og lysglimt igennem luften, der gør at denne nærmest ikke-scene afgiver noget særligt. Sin helt egen smag og en lyd. Jeg kunne blive ved med at kigge på det. Det er ikke noget. Ikke rigtigt, og alligevel fungerer det som en port, hvorigennem jeg betaget kan sidde og kigge ind. Som når man tanktomt kigger fortabt ind i et bålsteds flammer. Så dygtigt er det lavet, at jeg suges dybt ind i mig selv.

Der er noget i koreografparrets formsprog, der både betager og holder mig fangen. Danserne er meget individuelle, og der er kælet for deres sceniske individualitet. For de er spændende i al deres forskellighed.

Forestillingen ligger og balancerer et sted imellem det problematiserende i vores forhold til det kropslandskab som vi uvægerligt bevæger os ind i, når vi har en krop og lader den og dens former komme i kontakt med sig selv og hinanden. Måden danserne bevæger sig rundt på er afslappet. Det er noget casuelt over denne afslappethed, for selv om det er stramt koreograferet, er det også legende. Formsproget har en lethed, og det ser ud som om danserne har det sjovt. Det virker hverken prætentiøst eller selvoptaget. Dette er en undersøgelse af kroppen. En vandring hen over kroppen. Materialet er ikke spor mystisk. Vi er alle i besiddelse af det. Det er allemandseje, og måske netop derfor også så svært at gå til, selv om det her fremstår let og ubesværet. Men koreografparrets tilgang gør det så forfriskende og klart i sit udtryk.

Efter sjippescenen er det black out. Bagerst på scene glider noget luftigt knitrende og sølvglimtende frem. Er det en lang pølse? Nej, det er såmænd bare en flere meter lang fod, der lægger sig til rette bagest i venstre side. Bagefter tager to funklende og knitrende flimrende sølvposeting form som to hænder, der ender med at lægge sig til rette på foden. Der gentager de den undersøgelse som danseren i første scene indledte. Senere stiller de fem dansere sig forskudt af hinanden op på scenen og gør deres kroppe til topografiske kort, hvor de udpeger forskelige steder og benævner dem med stednavne og byer. På den måde får vi både Danmark, Israel, Palæstina, Frankrig og Tyskland bragt i spil. Igen knyttes der små anekdoter om dette og hint til de nævnte steder. Det karakteriserer meget godt forestillingen, for den er hverken alvorlig eller pjattet, men menneskelig, og det er koreografparrets fortjeneste at de får placeret denne genkendelige menneskelighed på scenen. Først og fremmest i kraft af de fem mandekroppe, der bukkes sammen og strækkes ud, og som villigt lader sig bruge som byggeklodser i en større geografisk kropspyramide. Alt sammen gjort så let og ubesværet.

Kropssproget er intimt. Det er hverken udpræget mandigt eller kvindeligt, men bare menneskeligt, og er båret af den store nærhed og intimitet mellem danserne på scenen. Også en stor seksualitet, men uden at være rettet mod noget. Den er der bare som en vågen tilstedeværelse i en naturlig afsøgning af kroppens muligheder. Det ville være forkert at fremhæve nogen af danserne på bekostning af andre, for der er ingen solister. Eller også er der fem solister. Men det er tænk som en ensembleforestilling, hvor alle er med til at bygge et større kropskort op. Og sådan fungerer det også.

Vi er inviteret med til en fest. Forestillingen kan ikke beskyldes for at være tynget af for meget indhold, men det, der skal til, er der – og det efterlader mig som tilskuer med en anden og ny – og væsentlig mere spændende – opfattelse af min bedste ven: kroppen.

Tak for den opfordring til at lytte efter de ting som kroppen hvisker til mig. Det har fået mig til at undres og blive mere nysgerrig efter at finde ud af hvilket kropstopografisk kort jeg selv bærer rundt på, og hvilke byer og steder, der allerede er indtegnet på den.

Fra pressemeddelelsen:

Oded Graf og Yossi Berg begyndte deres samarbejde i 2005. Siden har de optrådt, skabt forestillinger og vundet internationale priser. De udforsker konstant nye må­der at anskue dans og performance på i dialog med forskellige kulturer. Inspireret af tidens strømninger udfordrer de sig selv og publikum og har ry for at skabe fysisk kraftfulde, underholdende og originale forestillinger, der rækker ud efter langt flere end det gængse dansepublikum.